Tandklinikassistent

Drømmer du om at arbejde med sundhed og mennesker? Er du lidt af en blæksprutte, som elsker at have en arm med i mange forskellige opgaver? Så er tandklinikassistentuddannelsen lige dig!

På tandklinikassistentuddannelsen lærer du om alt fra psykologi og anatomi til administration og radiologi. Du kommer nemlig til at have et job med mange forskellige opgaver – og faktisk er det i høj grad dig, der får hverdagen på klinikken til at hænge sammen.

Som tandklinikassistent skal du kunne en masse både praktisk og teoretisk. Derfor er uddannelsen et mix af skole og arbejde på klinik, men det praktiske arbejde er altovervejende.

Tandklinikassistentuddannelsen tager maksimalt 3,5 år alt afhængig af din tidligere erfaring. Du kan enten tage uddannelsen som ny mesterlære, hvor du starter på en klinik, eller du kan begynde på grundforløbet i skolen. Ligemeget hvad du har med i rygsækken, er du velkommen som tandklinikassistent.

Hvad enten du drømmer om at arbejde med børn, tage jobbet med til udlandet eller bare dygtiggøre dig inden for faget, så får du et hav af muligheder med en uddannelse som tandklinikassistent. Med en tandklinikassistentuddannelse kan du både få jobs i det private og i det kommunale, og en af de helt store fordele ved uddannelsen er, at der er gode arbejdstider.

Varighed: Maks 3,5 år alt afhængig af tidligere erfaring.

Type uddannelse: Erhvervsuddannelse.