Revisor

Revisorer er skarpe til tal og data. Men grundlæggende handler vores arbejde om tillid. Vi sikrer, at borgere, banker og samfund kan regne med virksomhedernes finansielle regnskaber. Fremover skal vi også sørge for tilliden til virksomhedernes nye bæredygtighedsregnskaber. Det handler om at holde sammen på vores tillidssamfund.

I revisorbranchen er vi ambitiøse – også når det gælder trivsel, arbejdsglæde og familieliv. Medarbejderne er den vigtigste ressource i branchen. Tiden er kommet til at gøre op med de gammeldags forestillinger om, at høje ambitioner i arbejdslivet ikke kan forenes med plads til alt det andet, der også er vigtigt i livet. Det sætter revisorbranchen fokus på nu mere end nogensinde før.

Virksomheder har brug for at dokumentere deres aftryk på miljø, klima og mennesker. Det er et lovkrav for de største virksomheder, og det er et konkurrenceparameter for stadigt flere. Oplysningerne om bæredygtighed kommer ind i virksomhedernes årsrapporter på lige fod med de finansielle oplysninger. Derfor bliver det vores opgave at sikre, at oplysningerne i virksomhedernes ESG-rapporter er retvisende og til at stole på – fuldstændig som vi har gjort i årtier på de finansielle regnskaber.

Verden er kompleks og kalder på komplekse løsninger. Der er brug for mange forskellige kompetencer, synsvinkler og erfaringer for at kunne løse de mange spændende opgaver, som revisorbranchen er fuld af. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i samarbejde mellem mennesker med forskellige baggrunde. Derfor står diversitet øverst på dagsordenen, når vi arbejder med udviklingen af revisorbranchen.

I revisorbranchen arbejder vi med den nyeste teknologi. Meget af vores rutineprægede arbejde er i dag automatiseret, og branchen er førende inden for digital rådgivning om brug af AI, dataanalyse, cybersikkerhed og andre digitale ydelser. Vi hjælper både offentlige og private virksomheder med at realisere forretningsfordelene i den digitale omstilling. Til gavn for virksomhederne og for resten af samfundet.

www.DetStoreRegnskab.dk